Flyttedrømme

Marie Eigen: Om kærlighed til provinslivet, om havelykke og en totalrenovering i Birkerød

Episode 2

Hvordan ved man, at man er klar til at udskifte storbyliv med hus og have i provinsen? 

Selvom hun altid havde troet, hun ville være en inkarneret bypige, er Marie Eigen alligevel kommet til at elske det provinsliv, hun har skabt med sin mand og fire børn nord for København i naturskønne Bistrup i udkanten af Birkerød. 

I dette afsnit fortæller Marie, hvad der trak i hende for at komme ud af byen. Om at flytte fra lejlighed på Frederiksberg til et nærmest drømmeagtigt lille bjælkehus. Om at indse, at drømmehuset var for småt for en voksende familie og om at udskifte det med et stort renoveringsprojekt, som har vist sig at blive den lige base, hun havde drømt om.  

Vi taler om, hvad Marie måske ville have gjort anderledes, hvis hun skulle gøre renoveringen om i dag, og om familiens planer for førstesalen. Om glæden ved plantekasser og havevandring om aftenen. Om at få noget til at gro og om magien ved at have børnene med i haveprojekter. Og så fortæller Marie også om den lidt vovede måde at teste mavefornemmelsen omkring sit hjem af på ved at sætte det til salg for øjeblikkeligt at mærke, at det altså er i det her hus, familiens fremtid skal være.  

Følg med hos Marie på Instagram-profilen @marieeigen for masser af indretningstips, haveliv, familieliv og renovering af familiens fine 50'er villa. 

Vært: Alexandra Monteau
Musik: Joshua Lindemann https://www.joshualindemann.com/