
Flyttedrømme
Flyttedrømme er en podcast om at finde hjem. Om at finde vej i drømme og behov, når boligmarkedet er svært, økonomien skal gå op, og når drømmen peger dig i flere retninger.
I podcasten fortæller mine gæster, hvad de har gjort for at finde det hjem, der føles helt rigtigt for dem. Hvad drømte de om? Har virkeligheden levet op til drømmen? Hvad har de måttet give afkald på, og hvad får de til gengæld ved at bo, hvor de bor?
Jeg håber, at podcasten vil gøre mig lidt klogere på mine egne flyttedrømme. Og at du, som lytter med, også vil blive klogere på dine.
TAK fordi du lytter med!
Flyttedrømme
Nanna Liljekvist: Om at sætte drømmen om hus og have på pause og finde ind til glæden i at bo småt, men godt i Hvidovre
Hvad gør man, når man drømmer om hus og have, men boligmarkedet er svært, og økonomien spænder ben? Og hvordan stopper man med at sammenligne sig med andre og finde ind til lykken i det, man har?
Det taler jeg om med Nanna Liljekvist, som bor med mand og to børn i en lejlighed på 64 kvadratmeter i Hvidovre i udkanten af København. Vi taler også om at være kæmpestort familiemenneske og om ikke at kunne forestille sig at bo langt fra sine forældre. Om at have familie i et af landets dyreste områder og om at måtte gå på kompromis med boligdrømmene for at have bedsteforældrene tæt på.
Undervejs i vores snak finder vi også ud af, at både Nanna og jeg inderligt drømmer om en vaskemaskine, og om hvor uoverskueligt et projekt det kan være at skulle i vaskekælder og på vaskeri og bakse med vasketider, optagede maskiner og kaotiske ture op og ned af trapper med børn og vasketøj. Det vil du helt sikkert vil kunne relatere til, hvis du også lever det vaskemaskineløse liv.
Men Nanna fortæller også om, hvordan det at bo billigt giver familien en stor frihed og nogle fantastiske muligheder, de ellers ikke ville have.
Følg Nanna på Instagram @nannaliljekvist for uendelige mængder god energi, selvironi, familieliv og ærlige indblik i usikkerheder, komplekser og tanker, de fleste vil kunne relatere til.
Vært: Alexandra Monteau
Musik: Joshua Lindemann https://www.joshualindemann.com/